Hvad er efteråret kendt for

Årstidernes betegnelser bærer en række sproghistoriske spores, som ofte skjuler dybe rod i folks mund og tradition. Det søde forår, som blandt andet har fundet sin stærke stemme i den populære litterære tradition, har en kompleks sproglig baggrund, hvilket kan ses i både folkesagn og litterære tekster fra forskellige perioder.

Den danske poesi, f. eks. i Ludvig Holsteins strofer, fremhæver forårets solige og blomsterklare karakter med billeder som "solrigt og hyacinter blåt". Dette symboliserer en følelsesmæssig tilknytning til natur og tid, som også er reflekteret i arbejdet af Christian Richardt og Jeppe Aakjær, som med deres skrifter har bidraget til årsperiodernes sprog og identitet. Sproget, herunder ordene forår og efterår, har udviklet sig gennem tid, hvor disse udtryk i dag ofte er blevet dominerende i forhold til tidligere anvendte betegnelser.

Ordets oprindelse forår findes i det middelalderlige tysk vorjar, hvor ordforklaringen vor stammer fra et udtryk som første del, og det tilsvarende jahr er i nutiden kendt som år. Efteråret, der er sprogligt set et parallelt udtryk, henviser til en senere periode efter sommeren, hvilket er en direkte reference til årets efterste fase. Det er bemærkelsesværdigt, at ord som forår og efterår har erstattet tidligere brugte udtryk i folkesproget, som i mange tilfælde var mere almindelige i perioder op til og inkluderende begyndelsen af det 20.

århundrede. Vår, som er et ord med en gammel nordisk oprindelse - vár - har afledningen fra det latinske ver, der også betyder forår. Høsten har tilsvarende en række sproglige rødder, hvor den moderne betydning primært henviste til samling af afgrøder, men som tidligere også havde en mere generel betydning i forbindelse med årsperiodens slutning. I det gammeldanske sprog findes höst, som fortsat er i brug i svensk, samt i oldnordisk haust, hvilket har slagsmål med det tyske Herbst og det engelske harvest.

Sommeren har en endnu mere fascinerende sprogstruktur, idet dens oprindelse skyldes et sanskritt udtryk, sama, som betyder halvår. Dette afspejler en tidlig forestilling om, at sommeren dannede en halvdel af året. På latin blev det til semi, som vi også kender fra ord som semifinale, hvor "halv" eller "det halve" er en betydning. På oldnordisk blev det omformuleret til sumar, hvilket lette vejen til nutidens sommer.

Det er derfor ikke overraskende, at vi nu ser forårets blomster blomstre i stigende grad, samtidig med at vinteren har en sproglig position i denne række. Ordet vinter er opstået af det gamle nordiske vetr, samt af det gotiske ord wintrus, som har en tæt slagsrelation til det norrøne eller oldnordiske vatn, som rent faktisk betyder vådt, vand eller vandigt. Det betyder, at vinterens sprogfæstning ikke nødvendigvis har sin grund i sne eller kulde, men snarere i en vandig og fugtig atmosfære.

Det åbner muligheder for at forestille sig, at vinteren i gamle dage måske var mere regnfuld og fugtig end hvad vi idag oplever. Og selvom det kan lyde som en fantastisk tanke, er det dog vigtigt at huske, at det er en del af sprogets evne til at ændre sig kontinuerligt. Sproget ændrer sig uophørligt og ofte usynligt, og i visse tilfælde kan ord få helt nye betydninger.

Professor Johannes Nørregaard Frandsen fra H. Andersen Centret i Odense følger denne udvikling på en detaljeret måde hver mandag i Kristeligt Dagblad. Har du spørgsmål om sprog, er der mulighed for at sende dem til sprog@k. dk. Læs også.