Er grønland landfast

Generelt overblik Langt størstedelen af den skandinaviske befolkning identificerer sig som skandinaver. De har deres rødder i adskillige nordgermanske stammer, som oprindeligt bosatte sig i den sydlige del af Skandinavien og det nordlige Tyskland. Disse germanske stammer talte et sprog, der senere udviklede sig til oldnordisk. I den tidlige middelalder blev disse folk kendt som nordboere.

Vikingerne er udbredt associeret med nordisk kultur. Befolkningen på Island og Færøerne stammer primært, men ikke udelukkende, fra folk, der blev betegnet som skandinaver. Mange af de oprindelige skandinaver, der slog sig ned i Finland, er gennem århundrederne blevet integreret med den finske befolkning, men Finland opretholder fortsat sin status som et tosproget land. Ålandsøerne, en selvstyrende øgruppe i Finland beliggende i Østersøen mellem Finland og Sverige, er udelukkende svensktalende.

De nordligste egne af Norge, Sverige og Finland, samt den nordvestligste del af Rusland, udgør hjemstedet for regionens oprindelige beboere, som i dag udgør et mindretal af samerne. Oprindeligt beboede samerne betydeligt større områder i Skandinavien og Finland. I nyere tid er folk af mange forskellige etniciteter migreret til Skandinavien og har dannet betydelige minoritetsgrupper, hvoraf finnerne i Sverige udgør den største.

I slutningen af den tidlige middelalder blev et utal af små germanske kongeriger og høvdingedømmer samlet under de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige. Landene adopterede kristendommen, som erstattede den nordiske mytologi. Finland, sammen med dele af Estland, har periodisk været under skandinavisk styre i længere tidsrum. På trods af talrige konflikter gennem historien siden dannelsen af de tre riger, har Skandinavien bevaret stærke politiske og kulturelle bånd, selvom de politiske konstellationer og alliancer har ændret sig over tid.

Gennem det 15. århundrede var Skandinavien forenet under Kalmarunionen. Terminologi og anvendelse Betegnelsen Skandinavien som en samlende og praktisk betegnelse for de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige er relativt ny. Ifølge visse historikere blev den accepteret og udbredt i det 19. århundrede, en periode hvor ideer om en fælles arv begyndte at spire og udvikle sig til den tidlige litterære og sproglige skandinavisme.

Den populære anvendelse af ordet i Sverige, Danmark og Norge som et forenende begreb blev etableret i det 19. århundrede gennem litterære værker, herunder H. C. Andersens digt "Jeg er en skandinav" fra 1839. Efter et besøg i Sverige blev Andersen en fortaler for tidlig politisk skandinavisme. I et brev, hvori han beskriver digtet til en ven, udtrykker han: "Pludselig forstod jeg, hvor beslægtede svenskerne, danskerne og nordmændene rent faktisk er, og med denne følelse skrev jeg: 'Vi er ét folk, vi kaldes skandinaver!

'" Den historiske og folkelige brug afspejles ligeledes i navnet på det fælles skandinaviske flyselskab, Scandinavian Airlines, som oprindeligt var i fælles eje af de tre landes regeringer samt private investorer. På dansk, norsk og svensk omfatter Skandinavien de tre lande Danmark, Norge og Sverige. I engelsksproget kontekst anvendes Skandinavien undertiden upræcist til at referere til alle de nordiske lande.

Den græske geograf Ptolemaios omtaler fire øer ved navn Skandiai i Østersøen øst for Jylland - tre mindre og én større: Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne, hvoraf Ptolemaios fejlagtigt opfattede Skåne som en ø. Den gotiske historiker Jordanes, omkring år 551, beretter, at goterne nedstammede fra øen Scandza, hvor solen i den nordlige del af landet forbliver over horisonten i 40 sammenhængende dage midt på sommeren og omvendt oplever lige så lange perioder uden dagslys ved midtvinter.

I det oldengelske heltedigt Beowulf findes formen Scedenigge.