Er det nok med en bachelor

Jeg afsluttede gymnasiet som 23-årig, påbegyndte derefter en videregående uddannelse, men den strandede grundet sygdom. En værdifuld erfaring fra den tid bærer jeg fortsat med mig. Efter et halvt års frivilligt arbejde startede jeg på en ny bacheloruddannelse. Jeg var næsten færdig som 28-årig, men skæbnen ville, at jeg blev syg netop under udarbejdelsen af min bacheloropgave.

Jeg fik aldrig afleveret den, og det er en stor udfordring at genoptage den på grund af bureaukrati. Ydermere besværliggjordes processen af en yderst utilfredsstillende vejleder samt åbenlys mobning fra kollegiale ansatte på uddannelsesinstitutionen. Dette kulminerede i udbrændthed, hvorfor jeg var nødt til at sætte den afsluttende del på pause for at undgå psykisk nedsmeltning.

Jeg har nu været sygemeldt og i behandling i omtrent et år. Jeg ved ikke, hvornår jeg får færdiggjort min bacheloropgave. Men så snart den er i hus, agter jeg at fortsætte min uddannelse, hvilket vil ske i de kommende år. Jeg er vant til det konstante pres om at finde et job og undgå at modtage offentlig støtte, at erhverve sig et kørekort, og opfylde diverse forventninger, fordi jeg nærmer mig en alder, hvor man betragtes som "gammel".

Jeg gør mit bedste for at finde beskæftigelse og deltager i samtaler, men erkender, at mine kvalifikationer ikke altid er tilstrækkelige, hvilket forklarer de begrænsede resultater. Den vedvarende irritation over disse krav er smertefuld, da jeg har arbejdet hårdt gennem livet og oplevet diverse modgange. Jeg har ikke opgivet, men jeg har behov for at tage pauser for at kunne håndtere det hele.

Som 19-årig fik jeg tilbudt at ansøge om førtidspension, da min helbredstilstand var så dårlig, at jeg knap kunne fungere i dagligdagen. At opnå min bachelor som 30-årig eller deromkring, anser jeg for at være en betydelig bedrift i sig selv. Jeg har faktisk alle grunde til at være stolt af mig selv. Min bedste ven er et år ældre end mig og er specialistlæge.

Han udtaler dog, at jeg er en af de personer, han kender, som han anser for at have arbejdet hårdest i livet, og at jeg besidder en enorm mængde viden, både fagligt og gennem livserfaring. Hvis man evaluerer sig selv ud fra den gængse moralske "opskrift", er man dømt til at lide. Dette er lettere sagt end gjort, for man kan sjældent undgå det. Dog kan man vælge at omgive sig med mennesker, der støtter og forstår, at meningen med tilværelsen ikke er fastlagt.

Sæt dine egne mål, ikke andres. Etabler grænser og fasthold dem. Tolerér ikke personer, der konstant finder fejl, for de kender ikke din historie eller dine begrundelser for dine valg. Du er din egen bedste ven, men kan også være din egen værste fjende. Overvej desuden: hvorfor skulle folk kritisere dig for at vælge at uddanne dig i 30'erne? Hvis nogen påbegynder sådan kritik, kan du direkte spørge: "Hvorfor er det et problem for dig, at jeg i min alder ønsker at uddanne mig inden for [specifikt felt] for at få mulighed for at arbejde med noget, der engagerer mig?

Hvilke negative konsekvenser har det for dig? " Jeg kan garantere, at de ikke vil være i stand til at fremkomme med særligt gennemtænkte svar. Og du er ikke for gammel. Intelligente mennesker forstår desuden, at alle mennesker har forskellige livsforløb, at folk uddanner sig i alle aldre, og at succes ikke defineres af en doktorgrad i kvantefysik, to børn og en ejerbolig inden de fyldte 30.

Hvis de tror dette, lever de i en boble af benægtelse.