Er der inflammation ved slidgigt

Udover klassiske gigtlidelser som psoriasisartrit findes der en række andre former for ledsygdomme, men hvad kan man selv foretage sig for at afhjælpe generne ved leddegigt? En afgørende faktor er at opretholde en stabil fysisk form gennem regelmæssig, skånsom træning, da moderat bevægelse stimulerer ernæringen af ledbrusken og dermed bevarer dens funktion.

Det er dog vigtigt at vælge aktiviteter, der ikke yderligere belaster de berørte led, og samtidig bør man aktivt modvirke eller forebygge overvægt, da ekstra kilo forværrer trykket på de allerede svækkede led. Vær desuden opmærksom på de omstændigheder, der øger sandsynligheden for at udvikle eller forværre leddegigt, såsom gentagne belastninger eller forkert arbejdsstilling.

En målrettet styrkelse af muskulaturen omkring det påvirkede led kan være gavnlig, forudsat at øvelserne udføres uden at overbelaste leddet. Varmebehandling via termobånd eller uldprodukter som kameluldsvarmere kan lindre ubehag i de berørte områder. Hvis gigten rammer knæ eller hofte, kan en stok være en effektiv løsning til at reducere belastningen, og den bør holdes i den side, der ikke er ramt.

For dem med leddegigt i hænderne kan redskaber med tykkere greb lette dagligdagens funktioner. Hvor almindeligt forekommer leddegigt egentlig? Statistisk set er det en udbredt tilstand blandt ældre, selvom ikke alle med røntgenpåviselige forandringer nødvendigvis oplever symptomer. Sygdommen udvikler sig typisk gradvist over en årrække med skiftende perioder af forværring og bedring. Diagnosen fastsættes primært gennem en klinisk vurdering, hvor lægen identificerer karakteristiske tegn, og i nogle tilfælde bekræftes den via billeddiagnostiske metoder som røntgen, ultralydsscanning eller MR.

Røntgenundersøgelser anvendes dog ofte først, hvis en operativ indgriben overvejes. Behandlingsstrategien afhænger i høj grad af smertens intensitet snarere end de strukturelle ændringer, der ses på røntgenbilleder, da nogle patienter kan have betydelige smerter, selvom slidforandringerne er begrænsede. På det medicinske område indledes behandlingen typisk med smertestillende midler som paracetamol i doser op til 1 gram fire gange dagligt, og hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan der tilføjes receptpligtige præparater som tramadol.

Ved alvorlige smerter kan stærkere opioidbaserede lægemidler ordineres, enten i tabletdosis eller som hudplastre. Antiinflammatoriske lægemidler, også kaldet gigtmedicin, kan indgå i behandlingen under akutte smertetoppe og findes både i tabletform og som lokale geler. Hvis leddet er opsvulmet, kan en punktering foretages for at dræne væsken, hvorefter der injiceres en lille dosis kortikosteroid for at forhindre ny væskeansamling.

Kirurgiske indgreb kan være nødvendige i visse tilfælde, hvor slidgigt i tommelfinger eller storetå kan behandles med eller uden proteseindsættelse, mens fingrene ofte opereres med proteser. Ved moderat slidgigt i knæet kan en artroskopisk procedure, hvor leddet skylles grundigt og ujævnheder i brusken udglattes, give midlertidig smertelindring.

I situationer med let til moderat slidgigt i ét af knæleddets to kamre kan en korrigerende knogleoperation, hvor en lille kile fjernes, omfordele belastningen til det sunde ledkammer. Ved mere avancerede tilfælde kan en delprotese i det berørte kammer være en løsning. Unge patienter med underudviklet hofteskål kan få foretaget en rotation af denne for at optimere ledfunktionen.

Når smertene bliver konstante - både i hvile, ved bevægelse og under belastning - og medicinsk behandling ikke længere har effekt, kan det blive nødvendigt at overveje en totalprotese i led som hofte, knæ, skulder eller fingre, mens andre led i nogle tilfælde kan stabiliseres ved at gøre dem stive for at opnå lindring. Alternativt omtales leddegigt også under betegnelsen artrose.