Er der farligt på sicilien

Siciliens mest iøjnefaldende naturlige landemærke udgøres uden tvivl af den imponerende vulkan Etna, der med sin majestætiske højde på over 3. 300 meter tårner sig op som øens ubestridte topografiske dominans og samtidig pryder landskabet nær den pulserende by Catania, mens dens placering geografisk set strækker sig ind mod området mellem de maleriske lokaliteter Isnello og Polizzi Generosa, der begge befinder sig i nærheden af Palermo.

Mod syd og i de indre regioner bag Catania udbreder der sig vidtstrakte sletter, der kontrasterer skarpt mod de kuperede terræner længere mod nord. Det Tyrrhenske Havs kystlinje, især omkring den idylliske by Rometta, fremtræder som et betagende syn ved solens nedgang, hvor farverne smelter sammen i en gylden horisont, inden floden efter et langstrakt forløb på adskillige kilometer endelig finder sit udløb i havet ved Licata.

Floden Simeto, der med sin imponerende længde har sit udspring dybt inde i Monti Nebrodi-bjergene, snor sig gennem landskabet, før den til sidst munder ud i havet lidt syd for Catania. Blandt øens andre betydningsfulde vandløb kan nævnes Platani, der strækker sig over 84 kilometer, samt Belice, der måler 77 kilometer og begge befinder sig i den vestlige del af Sicilien.

Blandt de geologiske formationer skiller Rocca di Salvatesta sig ud som en bemærkelsesværdig klippeformation, mens den eneste naturligt dannede sø, den næsten perfekt runde Lago di Pergusa, der ligger centralt på øen, har sin oprindelse i vulkansk aktivitet. Blandt de mange kunstigt anlagte søer er Lago Pozzillo den mest omfattende. Siciliens kyststrækning udgør i alt omkring 1.

000 kilometer, og mens den nordlige og østlige del af øen præsenterer et dramatisk landskab, hvor terrænet brat rejser sig op fra havet, afbrydes denne klippefyldte kyst af utallige bugter, der rummer smukke sandstrande. Mod syd flader landskabet ud i mere jævne sletter, der afveksles med lange, ubrudte strækninger af sandede kyster. Ude for den nordlige kyst ligger den maleriske øgruppe Æoliske Øer, også kendt som Isole Eolie, mens den nordvestlige del af hovedøen huser den mindre ø Ustica.

Længere mod vest, ud for Siciliens yderste punkt, breder de Ægadiske Øer, eller Isole Egadi, sig ud over havet. Mellem Siciliens sydlige kyst og den tunesiske fastlandskyst ligger øerne Pantelleria samt de Pelagiske Øer, kendt som Isole Pelagie. Klimatisk set præges Sicilien af et klassisk middelhavsklima, karakteriseret ved hede, tørre somre og blide, fugtige vintre. Langs kysterne ligger gennemsnitstemperaturerne om sommeren på omkring 26 grader Celsius, mens vintermånederne byder på et mildere klima med omkring 10 grader.

I den sydlige del af øen kan den glødende ørkenvind Scirocco, der fejer ind fra Sahara, dog medføre ekstreme temperaturer, der ikke sjældent overstiger 40 grader. Indlandet byder på et noget køligere vejrforhold sammenlignet med kystområderne, med gennemsnitlige temperaturer på henholdsvis 19 grader om sommeren og 5 grader om vinteren.

I de højere bjergegnene, især over 2. 000 meters højde, kan sneen ligge store dele af året. Nedbørsmønstret er præget af en udpræget tørkeperiode fra maj til september, hvor der kun sjældent falder regn, bortset fra sporadiske byger. Den mest regnfulde periode strækker sig fra oktober til februar, og generelt modtager de nordlige bjergområder væsentligt mere nedbør end de sydlige regioner.

Blandt de større kystbyer er det særligt Messina, der oplever de højeste nedbørsmængder, mens Catania, der ligger beskyttet af Etna, er blandt de tørreste områder. Geologisk set udgør bjergkæden Monti Peloritani en direkte forlængelse af det calabriske bjergmassiv Aspromonte i det sydlige Italien og består primært af gnejs og glimmerskifer.

Monti Nebrodi-bjergene er derimod sammensat af lerskifer og sandsten, mens bjergkæden Monti Madonie hovedsageligt består af sandsten og kalksten. I øens indre og sydlige områder dominerer ler og mergel. Sicilien befinder sig i et komplekst geologisk skæringspunkt, idet øen hviler på både den afrikanske og den eurasiske kontinentalplade, hvis kontaktzone skærer tværs igennem øen.

Netop ved disse berøringspunkter opstår der hyppige friktionsbevægelser, der kan udløse voldsomme jordskælv, hvilket især rammer den sydlige del af øen hårdt. Den østlige del af Sicilien indgår i en omfattende vulkansk zone, der strækker sig fra de Æoliske Øer over den imponerende Etna og videre gennem Monti Iblei-bjergene og mod Malta.

Også øerne Pantelleria og Ustica er produktet af vulkansk aktivitet. Økonomisk set har Sicilien i årtusinder været en af Italiens mest betydningsfulde producenter af korn, og øen er ligeledes kendt for sin dyrkning af oliven og vin. Dog udgør servicesektoren, ikke mindst turismen, i dag den primære indtægtskilde for sicilianerne, idet hele syv ud af ti arbejdspladser er knyttet til denne sektor.

Det gunstige klima skaber ideelle betingelser for landbruget, der spiller en langt større rolle end i Norditalien, mens industrien på øen har en relativt begrænset betydning i forhold til resten af landet. Infrastrukturmæssigt er Sicilien veludrustet med et omfattende netværk af motorveje og jernbaner, der drives af det statslige italienske selskab Trenitalia.

Øen rummer desuden to internationale lufthavne: Falcone-Borsellino Lufthavn og Catania-Fontanarossa Lufthavn, suppleret af en mindre flyveplads ved Trapani.