Er alkohol polært

Når molekyler ikke indeholder polære bindinger, klassificeres de som ikke-polære, hvilket betyder, at ladningsfordelingen er ensartet, og der ikke opstår dipoler; et klassisk eksempel herpå er kulstof-tetraklorid. Vand, derimod, udviser en udpræget polaritet på grund af sin asymmetriske geometri, hvor iltatomets højere elektronegativitet skaber en ubalance i elektronfordelingen, hvilket resulterer i en dipol med en negativt ladet iltende og positivt ladede hydrogenender.

Spørgsmålet om, hvorvidt kulstof-klor-bindingen i CCl₄ er polær, kan bekræftes, da kloratomet er mere elektronegativt end kulstofatomet, men på grund af molekylets tetraedriske symmetri ophæver de fire polære bindinger hinandens effekt, hvilket gør det samlede molekyle ikke-polært. Alkoholforbindelser som ethanol har generelt en lavere polaritet end vand, selvom de stadig udviser polære egenskaber, især omkring hydroxylgruppen (OH), hvor iltatomets elektronegativitet skaber en lokal ladningsforskel.

Ammoniak (NH₃) er et tydeligt eksempel på et polært molekyle, da nitrogenatomet med sin højere elektronegativitet tiltrækker elektronerne væk fra hydrogenatomerne, hvilket i kombination med molekylets pyramideformede struktur skaber en netto dipol. Eddikesyre, med sin karboksylgruppe (COOH), er ligeledes polær, da både ilt- og kulstofatomer bidrager til en ujævn elektronfordeling.

For at afgøre, om et molekyle er polært, skal man vurdere både elektronegativitetsforskellen mellem de bundne atomer og molekylets rumlige opbygning; hvis elektronegativitetsforskellen overstiger 0,5, betragtes bindingen som polær kovalent, mens en forskel under denne værdi typisk indikerer en ikke-polær kovalent binding.

Diatomisk ilt (O₂) er et eksempel på en ikke-polær binding, da de to iltatomer deler elektronerne lige mellem sig i en dobbeltbinding, hvilket eliminerer enhver ladningsforskel. I ethanol (C₂H₅OH) findes der både polære og ikke-polære områder: hydroxylgruppen er stærkt polær på grund af iltatomets elektronegativitet, mens kulstof-kulstof- og kulstof-hydrogen-bindingerne er relativt ikke-polære, hvilket giver ethanol en amfifil karakter, der dog overvejende klassificeres som polær på grund af hydroxylgruppens dominans.

CBr₄, ligesom CCl₄, er ikke-polært, da bromatomerne er symmetrisk fordelt omkring kulstofatomet i en tetraedrisk struktur, hvilket neutraliserer eventuelle dipolmoment. Hydrogenbindinger, der ofte opstår mellem polære molekyler som ethanol og vand, skyldes netop tilstedeværelsen af stærkt elektronegative atomer som ilt eller fluor, der skaber delvise ladninger, der kan interagere med andre molekyler.

Det er en misforståelse at tro, at ethanol er både polær og apolær i lige høj grad; i realiteten er det primært den polære hydroxylgruppe, der dominerer molekylets kemiske adfærd, selvom den apolære del (ethylgruppen) bidrager til visse fysiske egenskaber som opløselighed i både polære og upolære opløsningsmidler. Spørgsmålet om, hvorfor ammoniak ikke er ikke-polært, kan besvares ved at pege på dets asymmetriske form og den betydelige elektronegativitetsforskel mellem nitrogen og hydrogen, hvilket skaber en permanent dipol.

Kulstof-tetraklorid (CCl₄) er apolært, fordi de fire kulstof-klor-bindinger, selvom de individuelt er polære, er arrangeret symmetrisk i rummet, således at dipolmomenterne ophæver hinanden, hvilket resulterer i et netto nul-dipolmoment for hele molekylet.