En lejemorders guide til et smukt hjem

Den anmelderroste islandske forfatter præsenterer med sin seneste, på dansk oversatte værk en litterær fortælling, der med sin rasende tempo og brutale dynamik umiddelbart minder om de mest intense Hollywood-produktioner, hvor handlingen buldrer fremad med ufortrødent momentum, men hvor den poetiske understrøm dog formår at efterlade et uudsletteligt indtryk på læseren som en uventet, nærmest provokerende kontrast til den rå vold og det kaotiske liv, der udspiller sig på siderne.

Her skildres et samfund, hvor de arkaiske, kvindeundertrykkende kræfter på den ene side står skulder ved skulder med de dogmatiske, livsfornægtende aktivister på den anden - en polarisering, hvor den ene fløj fordømmer alt fra kødelyst til klimapolitik, mens den anden sværger til traditionens hårde hånd frem for dialog, og hvor forfatteren selv befinder sig i en moralsk gråzone, hvor ekstremister fra begge lejre deler bord med både helgener og forbrydere, som om skæbnen med vilje har kastet dem sammen i et grotesk, men alligevel genkendeligt spejl af menneskelig dobbeltmoral.

Lad mig dog indlede med en lille, men ikke desto mindre generende iagttagelse: En bagatel, der desværre formår at kaste en skygge over den ellers så omhyggeligt komponerede læseoplevelse. Der er nemlig et regneteknisk uoverensstemmelse, som - uanset hvor ubetydelig det må forekomme - alligevel river mig ud af den narrative strøm, og det undrer mig, at et forlag, der ellers har lagt så stor vægt på at præsentere et værk af denne kaliber, har ladet en sådan detalje slippe igennem i den endelige produktion, hvor hver eneste ordvalg ellers vidner om en næsten obsessiv præcision.

Men lad os lægge den formelle kritik til side og i stedet fordybe os i selve stoffet, der udspiller sig omkring den berygtede lejemorder Tomislav Bokšić - bedre kendt under det truende øgenavn Toxic - en mand, hvis blodige fingeraftryk pryder den kroatiske mafias operationer i New Yorks skyggefulde underverden. Efter et katastrofalt fejlslaget attentat tvinges han til at forlade alt, han kender, og under en ny, konstrueret identitet som en fanatisk amerikansk prædikant ender hans flugt paradoksalt nok på det barske, men samtidig nærmest mytologiserede Island.

Her, hvor den tidligere voldsmand - der for nylig endnu nød de vilde, lidenskabelige nætter med sin sydamerikanske elskerinde - pludselig står i et studielys og forkyndelse om frelse for et naivt, troende publikum, mens hans ord stråler som en falsk sol over øens mørke vinter: "I er et udvalgt folk," proklamerer han med en stemme, der vibrerer af både hykleri og en underlig, næsten smittende overbevisning, "for dette land er skabt af den levende Gud selv.

" Det er netop i disse skarpe kontraster - mellem det hellige og det profane, mellem fortidens krigsrædsler og nutidens selvbedrag - at forfatteren udfolder sin mest bidende samfundssatire, hvor overfladens adrenalinpumpede handling kun tjener som et slør for de eksistentielle spørgsmål, der lurer under: Hvad betyder det at leve, når døden har været ens daglige følgesvend?

Kan troen redde en sjæl, der allerede er korrumperet af skyld? Og er kærlighed overhovedet mulig for en mand, hvis hænder drypper af blod? Toxics karakter udvides således fra den fladskærmede skurk til et kompleks, traumatiseret individ, hvis barndom som barnesoldat i Jugoslaviens grusomheder har efterladt ar, der aldrig helbreder. Samtidig fungerer hans fremmede blik på det islandske samfund som et forstørrelsesglas, der afslører lokalbefolkningens underlige vaner og førsteverdensproblemer: Pludselig ophører de med at bade, klæder sig i slæbtøj og lader fjernsynet stå slukket - som om hans tilstedeværelse har udløst en kollektiv identitetskrise, der tvinger dem til at se deres eget liv med nye øjne.

Romanens struktur er i høj grad inspireret af den klassiske actiongenres formel, hvor hvert kapitel drejer skruen yderligere til på spændingen, og hvor hovedpersonens skæbne svinger vildt mellem triumf og katastrofe, som om han konstant balancerer på kanten af afgrunden uden mulighed for omvendt. Denne uforudsigelighed er både bogens største styrke og dens akilleshæl, for hvor den i begyndelsen fastholder læseren med sin ufortrødne energi, risikerer den efterhånden at mistænkeliggøre sin egen troværdighed ved at overbelaste handlingen med så mange pludselige vendepunkter, at de til sidst fremstår som tomme effektjag.

Den bevidste acceleration af begivenhederne ender med at virke selvmodsigende: Jo mere forfatteren presser på, jo mere kunstig føles rytmen, som om han i sin iver efter at holde publikum på krogen har glemt, at selv den mest sprængfyldte fortælling har brug for åndedræt. Måske er det netop de høje forventninger, hans tidligere værker har skabt - med deres skarpe dialog, sortnende humor og evne til at balancere mellem grotesk og rørende - der gør, at afslutningen her virker som et svigt.

For hvorfor lade en så velkomponeret antihelt som Toxic ende i en række forudsigelige slapstick-agtige situationer, når forfatteren tidligere har vist, at han kan skære igennem facaden og afdække de rå, menneskelige sår under? Hvorfor ikke føre læseren hele vejen gennem helvedet og tilbage, så romanen kunne stå færdig som et fuldendet, glitrende mesterværk i stedet for at falme lidt i sidste akt, hvor komikken nærmest træder i karakter som en billig undskyldning for ikke at konfrontere de mørkeste konsekvenser af sin egen historie?