Dommerens valg film anmeldelse

I den juridiske dramafilm Dommerens valg, instrueret af Richard Eyre og fotograferet af Nick Wall, præsenteres vi for den skarpsindige og reflekterende landsretsdommer Fiona Maye, spillet af Emma Thompson, hvis professionelle liv kredser om komplekse familiesager, hvor etik og moral konstant sættes på prøve, men desværre forvandles filmens indledende lovende præmis gradvist til en forvirrende blanding af retssalens alvor og et banalt kærlighedsdrama, hvilket får Frederik Bakkeruds anmeldelse til at konstatere, at håbet om en dybdegående fortælling fordufter allerede efter de første tyve minutter, på trods af et stærkt åbningssegment, der introducerer Fiona som en respektindgydende jurist, hvis afgørelser tiltrækker sig massiv medieopmærksomhed, ikke mindst på grund af hendes ukonventionelle tilgang til lovens gråzoner, mens hendes privatliv samtidig præges af et ægteskab i opløsning med Jack, portrætteret af Stanley Tucci, der kører på tomgang.

En af de mest tankevækkende sager, Fiona står over for, involverer en tragisk beslutning om, hvorvidt to siamesiske tvillinger skal adskilles kirurgisk med risiko for at miste det ene barn for at redde det andet - et dilemma, der afspejler filmens indledende ambition om at udforske de etiske paradokser i moderne retspraksis. Men det er en hastesag, der virkelig sætter gang i handlingen: den syttendeårige Adam, der kæmper mod leukæmi, nægter på religiøst grundlag at modtage en livreddende blodtransfusion, da hans familie som troende Jehovas Vidner afviser medicinsk indgreb, der strider mod deres trosmæssige overbevisning om blodets hellighed, hvilket skaber et juridisk knudepunkt, hvor Children Act - den britiske lov, der prioriterer barnets bedste frem for forældrenes autonomi - tvinger Fiona til at træffe en afgørende, men kontroversiel beslutning.

Indtil dette punkt formår filmen at bevare en nuanceret og intellektuelt stimulerende tone, især når handlingen udspiller sig inden for rettens strenge rammer, men desværre vakler strukturen, så snart dommen er faldet, og Fiona besøger Adam på hospitalet i et forsøg på at forstå hans motiver, hvilket udarter sig til en uventet og lidt påtvungen intimitet, hvor de deler musikalske øjeblikke med guitarspil, før hun til sidst godkender transfusionen, der redder drengens liv, men også udløser en besættelse, der forvrænger filmens oprindelige fokus.

Adams pludselige forelskelse i Fiona og hans nyefundne poetiske lidenskab - et fællestræk, der forbinder ham med dommeren - virker som et tvunget plotvrid, der distraherer fra de moralske spørgsmål, filmen ellers så lovende udforskede, mens hendes ægteskab med Jack yderligere kompliceres af hans utroskabstrang og deres fjerne, seksuelt afkølede forhold, der ikke har været intakt i næsten et år, samtidig med at Fionas professionelle liv fyldes ud med kultiverede stunder, hvor hun lytter til klassisk musik sammen med en kollega.

Det er ikke selve konflikterne, der virker utroværdige, men derimod den kluntede måde, de flettes sammen på, hvilket resulterer i, at ingen af dem opnår den dybde eller relevans, de fortjener; den potentielt gripende skildring af en ung mands religiøse opgør og hans uhensigtsmæssige tilbedelse af en ældre kvinde, der symboliserer den autoritet, han både hader og beundrer, drukner desværre i et kaotisk trekantsdrama, hvor de filosofiske og juridiske dilemmaer reduceres til baggrundsstøj for et forudsigeligt og overfladisk forholdsdrama, hvilket i sidste ende efterlader tilskueren med en følelse af, at filmen har spildt sit potentiale ved at blande alvorlige tematikker med melodramatiske klichéer, der undergraver dens oprindelige ambition om at være en tankevækkende undersøgelse af lov, etik og menneskelig sårbarhed.