Det kongelige teater den kæmpestore pære

Fra første øjeblik til den sidste tone trækkes man ind i et betagende univers, der har sin rod i Jakob Martin Strids litterære værk af identisk navn, og det er en teatralsk oplevelse, der med det samme får humøret til at stige som en ballon i klar himmel, hvilket skyldes den farverige kostumedragteri, de ekscentriske skikkelsers uimodståelige charme og en række medrivende melodier, der løfter sjælen.

Gennem hele forestillingen hersker en perfekt balanceret rytme og en dynamisk interaktion mellem skuespillerne, der giver opførelsen både en sprudlende energi og en uimodståelig komisk timing, som holder publikum i et fast greb. Selvom scenen er imponerende stor, fyldes hvert eneste hjørne ud med en vitalitet og et kropsligt udtryk, der er så præcist og udtryksfuldt, at det rammer lige ind i hjertet på hver enkelt tilskuer.

Astrid Lynge Ottosens scenografi spiller en afgørende rolle i denne levende illusion, hvor bevægelige trapper og en kolossal pære, der svæver elegant rundt på scenen, bidrager til den magiske stemning, mens de smukt udførte kostumer - ikke mindst dem, der klæder Mitcho og Sebastian, som i bogens univers fremstår som dyr - formidler deres karaktertræk med en subtil, men tydelig æstetik, der undgår enhver form for overdreven karikering.

Fra det øjeblik, forhænget går op, trækkes man ind i et vanvittigt, nærmest cirkusagtigt univers, hvor borgmester Jeronimus Bjergstrøm Severin Olsen Mads Rømer Brolin-Tani - eller blot JB, som han kærligt kaldes - træder frem for at byde velkommen og præsentere sig selv samt Solbys farverige indbyggere, mens han med charmerende direktehed involverer publikum ved at stille dem indbydende spørgsmål, som om de var en del af denne skøre, men elskværdige fællesskab.

Cirkusanalogien vedbliver gennem hele stykket, ikke blot i de udsøgte kostumer og den fantasifulde sminkering, men også i de talrige slapstick-agtige indslag, der får grinene til at sprudle. Et glimrende eksempel er scenen, hvor Sebastian pludselig udstøder en skingert, nærmest overnaturlig skrigelyd, hver eneste gang han folder en avis ud, eller når Mitcho i en evig cirkel bevæger sig rundt om den monumentale pære, for til sidst - med komisk timing - at opdage, at det hun ledte efter, hele tiden har været lige bag hende.

Gentagelser og overdrevne, nærmest klovneagtige handlinger præger forestillingen, og det fungerer perfekt, især når børnene i salen belønner hver eneste pointe med spontant, hjerteligt latter. Det er en forestilling, der udstråler varme og hygge i hver eneste detalje, og selvom den primært er målrettet de yngste tilskuere, er der alligevel et enkelt øjeblik, hvor også de voksne får et lille smil på læben, nemlig når den magtglade viceborgmester Kvist Alvin Olid Bursøe med en tydelig reference til en tidligere, kontroversiel amerikansk leder udbruder, at valget absolut må være manipuleret, da udfaldet ikke falder til hans fordel - et lille, men skarpt indslag, der kunne have været udbygget for at give forestillingen ekstra dybde og flere humoristiske lag.

Historien følger en klassisk eventyrstruktur med den velkendte hjem-ude-hjem-komposition, hvor de to hovedpersoner begynder deres rejse i det maleriske Solby, indtil et uventet problem tvinger dem ud på en færd for at finde en løsning. Denne færd indebærer tre prøvelser, som dog overvindes med en næsten uanstrengt lethed, idet de modtager alt, hvad de har brug for, som om det falder ned fra himlen.

Aldrig virker deres situation egentlig truende, og til tider glemmer man næsten, hvad der står på spil, men det gør ikke det mindste, for de to hovedpersoners uimodståelige kombination af humor, snilde og fremragende skuespillerpræstationer bærer dem sikkert igennem med en charmerende nonchalance. Forestillingen praler desuden af en forfriskende mangfoldighed, der kommer til udtryk i de forskelligartede kostumer, der omfatter alle tænkelige former, størrelser og kropslige udtryk - en fest for øjet, der bryder med konventioner ved at lade mænd iføre sig dragter traditionelt forbeholdt kvinder, mens kvindelige skuespillere med selvsikkerhed klæder sig ud som kaptajner og sørøvere.

Kernen i denne fortælling om den gigantiske pære er i sidste ende et smukt budskab om inklusion og accept: En by, hvor der er plads til alle - også de pærer, der ikke passer ind i normen, men derimod skiller sig ud ved at være ekstraordinært store, og dermed mindsker os om, at forskellighed er noget, der skal fejres.