Den lille pigen med svovlstikkerne komposition

H. C. Andersens berømte fortælling Den lille svovlstikpige har muligvis hentet inspiration fra et træsnit skabt af den anerkendte danske kunsthåndværker Johan Thomas Lundbye, som i en gammel almanak afbilledede et forkommen barn, der forsøger at sælge tændstikker, men historien er fuldstændig Andersens egen skabelse og genialitet.

På en isende kold aften, hvor året snart skal afløses af et nyt, strejfer en udsultet og forfrysende lille pige rundt på byens gader i et desperat forsøg på at sælge sine sidste tændstikker, for hun ved, at hun uden indtægt ikke tør vende hjem til sin vrede far. Da kulden bliver for overvældende, søger hun ly i en niche, hvor hun i sin fortvivlelse tænder en tændstik efter en anden for at opnå en flygtig følelse af varme, indtil hun omsider falder i søvn og fryser ihjel i natten, hvor det gamle år giver plads til det nye.

Hendes sidste tid kan opdeles i fire distinkte stadier, der afspejler hendes fysiske og mentale nedgang: Først kæmper hun mod kulden og skynder sig gennem gaderne, mens karetter rasler forbi hende; derefter finder hun et hjørne, hvor hun trækker sig sammen i et forsøg på at bevare varmen; i det tredje stadium er hendes lemmer næsten lammet af kulden, og hun gnider forgæves tændstikkerne mod muren for at skabe en flamme; til sidst, i det fjerde og afsluttende trin, synes hun pludselig at genvinde en form for indre styrke, dog ikke længere bundet til det jordiske liv.

En nærmere undersøgelse af fortællingens struktur afslører klassiske eventyrtræk, herunder den gentagne prøvelse, som hovedpersonen gennemgår, når hun tre gange forsøger at tænde tændstikkerne for at opnå varme og trøst. Andersen anvender her typiske stilmidler fra kunsteventyret, heriblandt en direkte fortællerstemme, der appellerer til læserens følelser, samt et rigt udvalg af beskrivende tillægsord og biord, der maler et levende billede af den barske virkelighed, pigen befinder sig i.

Handlingen udspiller sig i en socialt nedslidt bymiljø, hvor fattigdommen er altomsluttende, og pigen fremstilles som et hjælpeløst, medynkvækkende væsen, der er overladt til sig selv. Hun har ingen tryghed at hente i familien, tværtimod er hun udsat for hårdhændet behandling fra sin far, mens hendes afdøde bedstemor står som det eneste lyspunkt i hendes tilværelse - den eneste, der nogensinde har vist hende omsorg.

Pigen er trods sin unge alder præget af en stærk vilje og en rig fantasi, men omstændighederne tvinger hende ud i en brutal virkelighed, hvor hun må klare sig uden støtte. Faderfiguren i eventyret er skitseret som en ensidig og grusom karakter, hvis eneste indflydelse på pigen er negativ: Hans strenge krav og fysiske afstraffelser, når hun ikke lever op til forventningerne, har knust hendes selvtillid, og det er denne frygt for endnu en gang at blive slået, der holder hende ude i kulden, selvom hun er ved at bryde sammen.

Bedstemoderen derimod repræsenterer alt det, pigen savner: kærlighed, varme og tryghed. Det er netop tanken om at blive forenet med hende, der gør, at pigen modtager døden ikke med rædsel, men med en form for lettelse. Denne romantiske periode, som eventyret tilhører, er kendetegnet ved værker, der ofte skildrer unges ofring af alt jordisk for at nå en højere, åndelig tilstand - her ender pigen ensom, men med en tro på, at hun nu vil blive modtaget af Gud.

Moralsk set åbner fortællingen op for en skarp kritik af samfundets ulighed: Pigen er så marginaliseret, at hun opfatter døden som en befrielse fra et liv uden håb. Psykologisk kan hendes tragiske skæbne tolkes som et resultat af dyb følelsesmæssig forladthed; den manglende kærlighed i hjemmet har efterladt hende indre tom, og den eneste varme, hun kan finde, er i erindringen om bedstemoren.

Faderens voldelige adfærd har yderligere forstærket hendes følelse af værdiløshed, hvilket gør hendes indre verden lige så kold og øde som den ydre nat, hun omkommer i.