De fire årstider anbragte børn

I de forestående udgivelser af LFS Nyt sættes der søgelys på begrebet chancemuligheder, hvor vi har inviteret en række eksperter fra forskellige sektorer og faglige miljøer til at bidrage med deres unikke synsvinkler på emnet, herunder en socialfaglig rådgiver fra institutionen De Fire Årstider beliggende på Nørrebro, som indleder med en fortælling om en ung mand ved navn Hans, hvis barndom i høj grad var præget af anbringelser uden for hjemmet, og som på et tidspunkt valgte at bryde radikalt med skolegang og aldrig vendte tilbage, da han ikke længere kunne bære den konstante eksponering af sin anderledeshed, som så mange anbragte børn og unge føler sig udsat for.

Med næsten to årtiers erfaring inden for arbejdet med børn og voksne, der har været eller stadig er anbragt - først som psykoterapeut i Baglandet, et rådgivnings- og netværkstilbud i Aarhus, og nu i min nuværende stilling i Københavns Kommune - har jeg opbygget en dybdegående forståelse for, hvordan denne gruppe oplever verden omkring sig, en verden, hvor de fra tidlig alder bliver genstand for omfattende undersøgelser i henhold til servicelovens § 50, hvor deres og familiens svigt, udfordringer og intime livsomstændigheder bliver skarpt belyst og dokumenteret ned til mindste detalje, efterfulgt af udarbejdelsen af handleplaner, der regulerer alt fra skolegang og fritidsaktiviteter til sociale relationer og familiekontakt, mens møder resulterer i journalnotater og døgninstitutioner fører dagbøger, der skildrer deres hverdag, hvilket samlet set skaber en følelse af at være en åben bog, hvor indholdet er tilgængeligt for ukendte øjne uden klarhed over, hvem der egentlig har adgang til disse optegnelser, og det medfører en vedvarende fornemmelse af at blive iagttaget, evalueret og - værst af alt - konstant bedømt ud fra negative forventninger, hvilket automatisk udløser stressreaktioner, der begrænser evnen til at være til stede i nuet og forstyrrer opfattelsen af virkeligheden, da en betydelig del af den mentale energi går med til at overbevise sig selv om, at det hele blot er indbildning, uden dog at kunne bryde den ondskabsfulde cirkel, en tilstand, der ikke blot er nedbrydende, men som også udgør en afgørende hindring for reel chancemulighed.

De anbragte børn og unge bærer på en række byrder, der kollektivt skaber en markant ulighed i livschancer: økonomisk nød, kulturelt underskud, forestillinger om voksne som ledige, kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister, belastningen ved at vokse op i en dysfunktionel familie, eller at tilbringe store dele af livet på en institution eller i en plejefamilie - alt sammen velkendte faktorer, der kræver handling, hvis samfundet alvorligt ønsker at skabe ligestillede muligheder, men hvad mange måske overser, er den usynlige, men altoverskyggende barriere, der opstår, når man konstant føler sig gennemskuet og udstillet under et kritisk, fordømmende lys, der uophørligt fremhæver ens fejl og mangler, en barriere, der muligvis er den mest uoverstigelige af dem alle, og som derfor må nedbrydes, hvis vi skal kunne tale om reel lighed - enten gennem målrettede samtaler og terapeutisk støtte til dem, der allerede er ramt, men i højere grad ved at forebygge, at den overhovedet opstår, ved at være åbne og transparente over for børnene om processerne, ved nøje at informere dem om, hvem der modtager hvilke oplysninger, og ved at understrege tavshedspligtens ufravigelige gyldighed, så de kan føle sig trygge ved, at deres fortroligheder beskyttes under alle omstændigheder, for chancemuligheder for anbragte kræver, at vi erkender stigmatiseringens omfang og den lammende effekt, det har at føle sig gennemsigtig og afsløret, og at vi med omtanke og innovation aktivt modvirker disse ødelæggende følelser, der underminerer tilliden til både sig selv og omverdenen, herunder også de sociale mediers rolle i at forstærke denne dynamik.