Biblen skabelsesberetningen

Del via LinkedIn Duplikér link Første Mosebog beretter om dannelsen af himmelhvælvet og kloden, fulgt af flora, fauna og slutteligt mennesket i begge køn. Detalje fra Michelangelos berømte værk Adams skabelse. Billedkilde: Pixabay. Find her Bibelens passager om tilblivelsen. Fortællingerne om universets og menneskehedens oprindelse er primært placeret i Det Gamle Testamente. Forløbet af denne tilblivelse er skitseret gennem de to forskellige beretninger i henholdsvis 1.

Mosebog kapitel 1 og 2. I den indledende beretning fremstilles processen som en frembringelse ud af intetheden gennem det talte ord. Indledningsvist formes himlen og jorden, hvorefter planteriget og dyreverdenen følger, før manden og kvinden til sidst træder frem. Den sekundære fortælling lader mennesket være den centrale skabning fra begyndelsen, hvor manden formes af mulden, og Gud efterfølgende indblæser livsånde i hans næse.

Herefter opstår dyr og vækster, og afslutningsvis skabes kvinden ud fra mandens ribben. Udover disse to skildringer fungerer Salmernes Bog som en form for skabelsesberetning: Du lagde jordens urokkelige fundament, så den står fast til evig tid. Det dybe urhav dækkede den som en klædning, og vandmasserne tårnede sig op over bjergtoppene.

Ved din kommando veg de tilbage, og for din tordens røst flygtede de over bjerge og ned i dale til det bestemmelsessted, du havde udpeget. Du fastsatte en grænse, de ikke må passere, så de aldrig igen skal oversvømme jorden vers 5-9. Det Nye Testamente bygger på de gammeltestamentlige fundamenter, men introducerer herudover konceptet om en omfattende nyskabelse eller åndelig genfødsel, der primært manifesterer sig gennem dåben jævnfør Johannesevangeliet 3.

Denne transformation indebærer, at individet forenes med Kristus, hvorved det guddommelige billede, som gik tabt ved syndefaldet, genoprettes jævnfør Romerbrevet 5. Derfor er det forventet, at den kristne efter dåben fører en helt ny tilværelse: Vi blev altså stedt til hvile med ham gennem dåben til døden, for at vi, ligesom Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, ligeledes skal vandre i et nyt liv Romerbrevet 6,4.

De, som lever i Kristus, er dermed forvandlet til nye væsener. Det forgangne er væk, og noget friskt er opstået jævnfør 2. Korintherbrev 5. Ifølge Johannes' Åbenbaring begrænses denne fornyelse ikke kun til individet. Der lægges op til, at en fuldstændig ny virkelighed skal erstatte den nuværende. Denne kommende verden adskiller sig fundamentalt fra den eksisterende.

Den oprindelige himmel og jord vil forgå, og en celestial storby vil træde i stedet for det fordums forfaldne Jerusalem. Denne nye eksistens er præget af harmoni og fred. Det er en tilstand, hvor Gud ikke længere befinder sig fjernt i det høje, men tager bolig blandt folk: Og jeg skuede en ny himmel og en ny jord.

Thi den forrige himmel og jord var borte, og havet eksisterede ikke mere. Jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, stige ned fra Gud i himlen, parat som en brud, der er pyntet til sin gom. Fra tronen hørte jeg en mægtig stemme forkynde: Nu er Guds hjem hos menneskene, han vil dvæle iblandt dem, og de skal udgøre hans folk, og Gud selv vil være hos dem. Han vil slette alle tårer fra deres øjne, og døden skal ikke findes mere, ej heller sorg, klage eller smerte.

For det, der var før, er forsvundet. Og han, som sad på tronen, erklærede: Se, jeg gør alle ting nye! Visionen om den kommende verden i Johannes' Åbenbaring rejser debatten om, hvorvidt denne eskatologiske nyskabelse skal opfattes som en eksistens skabt ud af intet, i kontrast til andre nytestamentlige tekster, hvor det nye liv i Kristus snarere betragtes som en restaurering af den oprindelige skabelse, som den tog sig ud i tidernes morgen.