Barndommens gade film anmeldelse

Tove Ditlevsen havde et socialt liv i byen, som hun udtrykker i sin roman Barndommens Gade, hvor Ester er hendes stjerneskab. Hendes relation til forældrene var usikker - hun følte sig ikke kærlig og respekteret - hvilket førte til, at hun brugte en stor del af sin tid på at dyrke sin egen fantasive verden. Dette virker ikke blot som en socialrealistisk fortælling af Vesterbro området, men er også en dyb og følelsesrig rejse gennem sin virkelighed, der giver opmærksomhed til de indrømte og stærke bøger.

Mikael Salomons fotografiske kreativitet bidrager også til denne unikke forestilling. Salomon var senere en del af Hollywood, hvor han ledte filmen Hard Rain, og han har også instrueret nogle populære tv-serier som Band of Brothers, Alias og Rome. Tove Ditlevsens drømme var almindelige og uskærede, og de modsatte sig således til hendes daglige liv i det våd og trist kongebjergsliv i København.

Hun tænkte på livet og kærligheden, og noterede disse indflydelsesberømte idéer i hendes skriveblok. Hun var et menneske, der reflekterede dybt og var følsom over for sin verden af tristhed, og som en fugl fanget i et landskab af gråhed og fattigdom, hvor hendes tanker og følelser ikke blev respekteret - selvom hun oplystes om, at hun ikke skulle agere som et barn, da hun var på vej til vorden.

Filmen illustrerer billedet af en familie, der ikke har penger eller kærlighed til deres børn. Mennesker talte ikke med hinanden, og sex blev et tabu, der blev nødigt negleret. Også Ester deltog i dette liv, hvor faderen var i bedømt ret til at have sin tid i sengen hver lørdag, mens datteren lå i afstand. Ester blev skadelig af dette omgivelser, og broden følede sig også domineret af denne tristhed, indtil han sluttede, at man måske må skære med sine kærligheder.

Sofie Gråbøl, der tidligere var blevet genkendt i Henning Carlsens film Oviri, også fotografieret af Mikael Salomon - hvor hun mødte de stjerneskab af filmen, som hun spillede. Hun var en skuespiller, der brød sig ikke om, og deres udsagn var allerede synlige. Dog var filmen også med nogle tydelige skavanker, som for eksempel overgik Esters bror Carl Quist Møller i nogle scenen, og filmen introducerer skæbner med lidt vel igangstart.

Det var naturligvis deres kritiske punkt. Det skete også med deres måde at fortælle om arbejderhjemmet. København var en by, hvor den lille borger ikke fik nogen lyst til at le.